Champagne Jean Josselin
Gyé sur Seine - Côte des Bar

Familien Josselin har dyrket vin gennem generationer og erhvervede i 1854 deres første vinmark i Gyé-sur-Seine, en lille landsby i Barséquanais i den sydlige del af Côte des Bar, hvor Seinen slynger sig gennem landskabet. I 1957 tog Jean Josselin vinproduktionen skridtet videre og grundlagde sit eget champagnehus, Champagne Jean Josselin, med ambitionen om at skabe champagner med tydelig oprindelse og respekt for hver enkelt mark.

Siden 1980 har domænet været i hænderne på Jean-Pierre Josselin, søn af grundlæggeren, og siden 2010 har søskendeparret Jean-Félix og Lucile Josselin været en del af driften. I dag er det fuldt ud deres arbejde, der definerer Champagne Jean Josselin. Jean-Félix står for markarbejdet og vinifikationen og understreger, at ca. 12 hektar i dag er et absolut maksimum for, hvor meget jord han kan dyrke, hvis han skal bevare fuldt overblik og være tæt på alle led i processen. Og vi skulle hilse at sige, at det er mere end et fuldtidsarbejde!

Vinmarkerne er beliggende omkring Gyé-sur-Seine, Neuville-sur-Seine og Essoyes og er opdelt i 14 forskellige parceller, hver med deres egen beliggenhed, soleksponering og mikroklima. Marker og parceller ligger samlet inden for få kilometers afstand fra vingården, omgivet af stier, skove og små dale, hvilket bidrager til et sundt økosystem, biodiversitet og en naturlig variation mellem vinmarkerne.

Huset dyrker de tre klassiske champagnedruer – Pinot Noir, Meunier og Chardonnay – med en overvægt af Pinot Noir. Det kontinentale klima og de ler- og kalkholdige jorde giver elegante og frugtige vine, og særligt Pinot Noir stortrives i de marl- og kalkrige jordlag fra øvre jura (kimméridgien), hvor druesorten opnår finesse, lethed og et præcist frugtudtryk. Det er netop dette udtryk, Jean-Félix har for øje og arbejder imod, både i marken og i vineriet.

Domænet ligger også tættere på Bourgognes hovedstad end Champagnes hovedstad, og derfor minder jordbunden mere om den, man finder i det nordlige Bourgogne – her på niveau med Chablis. Flere producenter i området joker da også med, at de laver champagnevine i burgundisk jord, hvilket ingenlunde gør vinene mindre interessante.

Jean-Félix er nysgerrig og eksperimenterende: Han har beplantet en parcel med den mere sjældne druesort Pinot Blanc, og der ligger i øjeblikket en høst herfra og modner i kælderen. Derudover var der ved vores seneste visit (okt. '25) ryddet en lille parcel, da der i foråret 2026 planlægges beplantning af endnu en af de fire gamle, sjældne sorter, Petit Meslier.

Druerne håndhøstes af et trofast hold. Plukkerne aflønnes pr. time og ikke pr. kilo høstet for at sikre fokus på kvalitet frem for kvantitet. Desuden kere han sig om holdet, så den samme gruppe kan samles år efter år til høsten, og dermed opnås kontinuitet i arbejdet, hvilket sikrer, at Jean-Félix' vision og præferencer kan tilgodeses i plukningen.

Druerne presses i en traditionel Coquard-presse i plastik, som Jean-Félix fik fremstillet og installeret i vineriet. Han foretrækker denne langt over de mere moderne og automatiserede pneumatiske presser. Coquard-pressen kan holdes ekstremt ren, og han er glad for mængden og præcisionen, selvom det er hårdt fysisk arbejde!

Arbejdet i kælderen foregår med parcel-specifik vinificering i vertikale, rustfri ståltanke. Jean-Félix anvender fad i meget begrænset omfang. Indimellem sammensættes en cuvée med et bidrag fra fadlagret vin på 2–5 %.

Opdeling efter hver enkelt parcel gør det muligt år efter år at lære de enkelte parceller indgående at kende og sidenhen sammensætte blends med præcision og stor kompleksitet. Det fremgår også altid på bagetiketten, hvor mange procent af hvilke parceller der indgår i blendet, samt hvilken dato vinen er høstet.

Champagne fra Jean Josselin lagres minimum 24 måneder på gærresterne, hvilket bidrager til vinenes dybde, elegance og fine balance. Det er kun husets indgangscuvée, Cuvée des Jean, der indeholder en procentdel reservevin. De øvrige fem cuvéer er altid fra ét års høst. Tre af disse lagres på bærmen i 2–2,5 år, og årgangen indikeres på frontetiketten med fx R.22. Domænets to topvine lagres 4–4,5 år på bærmen og er dermed klassificeret som årgangschampagne – eller millésimé på fransk – indikeret på fronten med fx M.2020.

12

Hektar vinmarker

70.000-85.000 flasker

Årlig Production

3.

Generation

Côte des Bar, Champagne